Udstyr

Bliv klogere på skiudstyr og påklædning til din skitur på CopenHill!

Det forkerte udstyr kan ødelægge skioplevelsen, men med det rette udstyr kan skiløbet blive til en leg! Lige her kan du læse om hvilket skiudstyr du kan bruge samt leje i vores skishop, Steep & Deep. Derudover giver vi også vores anbefalinger til din ski-påklædning.

Hvilket skiudstyr er nødvendigt – og kan jeg leje det?
I skiudlejningen Steep and Deep for bunden af pisten, står det kompetente team klar til at hjælpe dig med at finde det rette udstyr, som passer til dig og dit niveau. De har mange års erfaring og ved, hvad der skal til for, at få den bedste skioplevelse på CopenHill.
Når du skal stå på ski på CopenHill kan du leje dit udstyr hos Steep & Deep. Du kan leje både ski, støvler, stave samt hjelm. Når du booker din skitid online – og du ønsker at leje skiudstyr – så husk at klikke boksen med udstyr af. Derudover kan du med fordel angive dine personlige informationer ift højde og vægt. Så hjælper du skiudlejningen – og udleveringen af dit skiudstyr går dermed hurtigere.
Vær opmærksom på, at det lejede udstyr skal afleveres tilbage senest 30 min. efter endt ski-tid.
Læs mere om priser for leje af udstyr her


Tilføj leje af udstyr til din booking eller opgrader til fordelskort/årskort således:
Ønsker du at leje skiudstyr, skal du huske at gøre dette, mens du booker skitid. Her kommer 3 simple steps for at hjælpe dig på vej:
1) Fold tilvalgsmuligheder om udstyrsleje og afbudsforsikring ud.
2) Klik '+tilføj' for at vælge hvilket udstyr, du ønsker at leje.
3) Vælg type af udstyr, samt angiv skostørrelse, højde og vægt.



Kan jeg medbringe mit eget udstyr?
Du kan altid medbringe dit eget udstyr. Husk dog fortsat at booke skitid, så du også har et liftkort med adgang til skilifterne.
På skibakken kan du bruge ganske almindeligt, alpint udstyr. Du skal dog være opmærksom på, at plastikken på skibakken slider mere på udstyret end sne vil gøre. Derudover bruges der også silikone på CopenHill’s skibakke. Dette vil smitte af på dine ski, men kan sagtens tørres af, når du kommer hjem igen.


Hvordan klæder jeg mig bedst på?
VI anbefaler at du bærer lange bukser samt ærmer. Derudover er handsker også en god ide, for at undgå hudafskrabninger ved eventuelle fald. Klæd dig ligeledes efter sæson, så du ikke kommer til at fryse.
Vi vil ligeledes gøre dig opmærksom på, at bakken smøres med silikone. Dette kan smitte af på tøjet ved fald eller kontakt med dine ski. Tag derfor ikke dit aller nyeste tøj på.
Se eventuelt videoen med Thomas Uhrskov, hvor han forklarer om udstyr og underlaget her.


Fik du ikke besvaret dit spørgsmål? Måske det er besvaret i vores FAQ.