Den 25. juni, på en perfekt sommerdag i København, stod nogle af de allerbedste freestyle-skiløbere i verden klar på toppen af CopenHill til at køre en helt særlig konkurrence. Publikum var parat på trapperne, og efter sidste års show var der tårnhøje forventninger til underholdningen.
Foto: Emil Brandt
Publikum fik, hvad de kom for. De ti skiløbere skubbede grænserne for, hvad der er muligt på en kunstig skibakke, og tilskuerne blev forkælet med kæmpe flips og uendelig kreativitet. I år bestod holdene af Jesper Tjäder & Emil Granbom fra Sverige, Johan Berg & Siver Voll fra Norge, Isabella Tvede & Jakob Ebskamp fra Danmark, Anouk Andraska & Christian Moser fra Schweiz og Cal Carson & Alex Hackel fra USA.
Foto: Emil Brandt
Selvom alle hævede niveauet til nye højder, var der ikke noget, de andre hold kunne stille op imod det svenske hold. Tjäder & Granbom var forsvarende mestre fra sidste år, og de to publikumsfavoritter cementerede, at sejren i Scandinavian Team Battle tilhører Sverige. Vi glæder os allerede til at se, om de blå og gule kan fortsætte sejrsrækken næste år, eller om det bliver en underdog, der overrasker.
Foto: Emil Brandt